Kunstneriskpraksis 2020
Min kunstneriske praksis er præget af bevidstheden om, først mine forældres psykiske lidelser og senere bevidstheden om min egen psykiske lidelse. Jeg har forsøgt, tidligere i min kunstneriske karriere, at holde min personlige historie udenfor min praksis. Jeg må dog spørge mig selv, hvilken ligegyldig praksis det i så fald ville være. Jeg må sande, at min praksis bliver påvirket af det sind, jeg har, af det liv jeg har levet og min krops pulsering.
Siden 2017 med værket TERAPI har jeg spillet med åbne kort. Jeg ser, om jeg vil det eller ej, psykiatri inde fra. Jeg skaber kunstprojekter, der tager livtag med dette faktum. Jeg bibeholder en ret til at ytre mig kunstnerisk med en stemme, der ikke skjuler det tabuiserede. Min praksis handler ikke direkte om psykiatri eller sygdom, men om at være i verden, om min virkelighedsopfattelse, med krop og sind. Hver dag.
Jeg forsøger at række ud over en direkte repræsentation af psykisk lidelse. Jeg række ud efter en kontakt og en dialog med sårbarhed, tvivl, galskab og styrke. Jeg forsøger at række ud mod dig.


Jeg er vildt nysgerrig og ved ikke pr definition, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg viser hjemlighed, det fremmede, ritualer, landskaber og nogen gange kroppe (tit min egen krop), der undersøger virkelighed/liv/tilstande.
Jeg ser min kunstneriske praksis som dokumentation af overstående. Performative scener udspiller sig. Jeg er en amatør, der selv er vævet ind i stedet, lugten og tilstandens kød. Jeg er en anden Aby Warburg / Frida Karlo/ Cahun / Calle.
Jeg bruger min krop, mit liv, min virkelighed og andres virkelighed i mine værker.

Til en lejlighed / Settlement